StopKostervig.dk

Del

Alliancen mod kæmpevindmøller ved Kostervig
 

       Forside     

Hvorfor vi siger Nej

Hvem er med  


Lad os kalde en mølle for en mølle                                                                                             14.03.12

De seneste par uger har de tre projektmagere bag Kostervig møllerne skrevet pæne indlæg for kæmpevindmøllerne. Pæne fintpolerede indlæg, hvor såkaldte fakta opridses:
a. 30 procent af mølleprojektet lægges ud til lokalbefolkningen, og projektet er bredt lokalt forankret.
b. Møllerne giver arbejdspladser til lokalområdet.
c. Intet omkring projektet er hemmeligholdt.
d. Møllerne bidrager positivt.

Men lad os nu kalde en spade for en spade og en mølle for en mølle. Dette kæmpevindmølleprojekt er alt andet end ren energi og smukke intentioner. Det kan godt være, det ser pænt ud på overfladen. Men bag facaden er det bundråddent. For fakta er:
a. At projektmagerne på folkemødet i Håbet lovede, at møllerne ville blive hundrede procent folkeejede, og at projektet skulle bæres helt og aldeles af andelstanken. Det var jo ren salgstale og lutter løgn, som udelukkende handlede om at vinde folkets opbakning. Projektmagere: Hvor dumme tror I, vi er? I går fra 100 procents fælleseje til 30 procent og forventer, at vi synes, det ikke er så ringe endda.
b. At møllerne ikke vil generere en eneste arbejdsplads. Det skulle da lige være, hvis I ansatte en til at sidde og tælle de mange millioner, I får i statsstøtte, hvis møllerne rejses. Og så er der vel et par timer for den mand, der skal etablere markvejen ud til møllerne. Hvis han tager sig god tid. Selve møllerne skal jo rejses af ekspertise udefra.
c. At stort set alt er hemmeligholdt. Som hustru til Erik V. Nielsen har jeg fulgt sagen, lige siden han og Finn Skov Jensen tog initiativ til projektet for fem år siden. Den måde, projektmagere, I har optrådt på, får mig til at græmmes. I samarbejdede med Finn og min mand og lod dem udføre alt benarbejdet. Men fra det øjeblik, kommunen vedtog at udlægge Kostervig til mølleområde, skiftede I personlighed. I krævede den fulde kontrol og tilbød Finn og Erik 2 ½ procent hver – mod at de skrev under på fuld tavshedspligt omkring projektet. Hvor er åbenheden, bredden og folkeligheden i det?
Da min mand takkede nej, blev der råbt ”det er os, der ejer jorden, der er os, der bestemmer, take it or leave it!”
d. At møllerne bidrager positivt til projektholdernes økonomi, men da ikke til Møn.

Mette Møllevang Nielsen
Damsholte